| Nord
for turistbyen Elounda ligger den lille ø Spinalonga med det venetianske
fæstningsværk fra 1579.
|
|
| Der
findes forskellige forklaringer på øens navn:
|
| 1.
Nogle mener, at det er sammensat af de italienske ord spina (torn) og
longa (lang).
|
| 2.
I ældre venezianske håndskrifter omtales øen som Stinelonda, hvilket
blot betyder Ved Elounda. Dette indicerer desuden øens betydning som
forsvarsværk for den antikke by Oloús, der lå ved det nuværende
Elounda.
|
| 3.
Tyrkerne kaldte øen Spirlonga efter en myte, der fortæller, at der i gamle dage boede en meget smuk fyrstinde ved
navn Longa på øen. Hun havde mange bejlere, men ingen af dem levede op til
hendes forventninger. Da hun blev presset til at træffe et valg, lovede
hun at gifte sig med den mand, der kunne føre vand fra de rige kilder ved
landsbyen Kritsa, for øen havde ikke selv nogen naturlig kilde. En ung
mand ved navn Spiro klarede opgaven, og forberedelserne til brylluppet
begyndte. Men umiddelbart inden selve bryllupsceremonien kastede Longa sig
i havet fra en klippe og druknede. Herefter blev øen opkaldt efter de to
unge: Spiro-Longa.
|
| Selvom
det er en malerisk myte, er den mest plausible forklaring på øens navn
forklaring nr. 2.
|
| Som
forsvar mod kommende angreb fra det Osmanniske Rige opførte venezianerne et vidt
udbredt net af fæstningsværker, bl.a. fæstningen på Spinalonga (1579),
som de udstyrede med ikke mindre end 35 kanoner. Fæstningen blev opført på
fundamentet af en tidligere borg, hvor de kristne havde søgt tilflugt, da
saracenerne angreb Kreta i 828.
|
|
| Efter
20 års belejring af Megalo Kastro - det nuværende Iraklion - måtte
venezianerne i 1669 overgive byen til tyrkerne, der hermed fik magten over
hele Kreta på nær nogle småøer, bl.a. Spinalonga, der først blev
tyrkisk i 1715.
|
|
| I
begyndelsen af det 19. årh. øgedes spændingerne mellem de kristne og
muslimerne, og adskillige tyrkere flygtede ud til Spinalonga. I 1834 boede
der således 81 tyrkiske familier på øen, mens indbyggertallet i 1881
var nået op på mere end 1.000. |
|
|
|
Sidste
kapitel i øens historie tog sin begyndelse i 1903, da den første
regering i Kretas selvstændighedsperiode (Kritiki Politia) åbnede et
"hospital" for spedalske på øen. På daværende tidspunkt
havde man ingen behandling mod spedalskhed, og derfor ønskede regeringen
at internere de spedalske fra Kretas øvrige befolkning, så den 13.
oktober 1904 ankom de første spedalske til øen. |
|
|
|
|
|
 |
Indtil
da havde de spedalske levet uden for byerne under kummerlige forhold. Den
østrigske læge F. W. Sieber beskriver deres kår i sin rejseskildring fra
Kreta i 1817:
|
|
|
| …
Efter at vi sammen med Dominico havde besøgt en del køkkenhaver, der så
ens ud, gik vi en tur uden for byen [Iraklion], hvor vi fandt mange
sjældne planter og insekter. Dér så jeg for første gang nogle
spedalske, der boede i et isoleret område uden for Iraklions mure, thi
det var dem forbudt at komme ind i byen. Jeg gøs ved synet af deres store
elendighed. Mange af dem havde mistet hænder og fødder, og de viste
deres lemlæstede arme og ben frem, mens de bad om nåde og almisser med
skingre stemmer og uartikulerede og snøvlende lyde. …
|
| …
Uden for
[Melidonis] bymure lå der nogle usle hytter, hvor de
spedalske boede. De bad om almisser, men ikke lindring, for de havde
mistet ethvert håb for længe siden. Deres elendighed var ubeskrivelig.
…
|
| På
Spinalonga levede de spedalske isoleret, og deres eneste forbindelse med
omverdenen var en lille båd, der sejlede madvarer og post til øen.
|
|
|
Derfor
skabte de deres eget samfund, de byggede huse, lavede caféer, taverner,
forretninger og selv en skole blev opført, hvor en spedalsk lærer
underviste børnene. På øen gik livet sin gang med ægteskaber og børnefødsler,
og i perioden 1904-1926 blev der født 39 børn, hvoraf 16 døde.
|
| I
1873 opdagede den norske læge og zoolog Armauer Hansen leprabacillen,
hvorefter det blev muligt at helbrede sygdommen. Men først i 1957 lukkede
man spedalskhedshospitalet på Spinalonga og overførte de syge til et
hospital i Athen.
|
| Der
går både til Spinalonga fra Agios Nikolaos, Elounda eller Plaka, der kun
ligger 200-300 m fra øen og stadig er nogenlunde upåvirket af den
masseturisme, der præger de to
andre byer. |
|
|
|
|
| Fra
Plaka tog jeg med den første båd (kl. 10), så jeg fik lejlighed til at
tage fotos, inden der kom for mange besøgende på øen.
|
|
|
Båden
lægger til neden for den store Mocenica bastion.
|
 |
Fra
havnen fører en tunnel gennem fæstningens mure ind til byen. |
|
Tunnelen
munder ud i den tyrkiske bydel, hvor flere af de gamle forretninger er
restaureret. |
|
|
|
|
|
 |
Gaden
fører videre til en åben plads med en kirke. Til venstre ses en af de
venezianske cisterner og vaskekarrene, hvor fattige koner fra de nærliggende
landsbyer på Kreta vaskede for de syge. |
|
|
|
|
| Kort
efter fører en vej ned til hovedporten, hvor båden med de
spedalske lagde til. Til venstre for porten ligger det store rum, hvor præsten,
lægerne, sygeplejerskerne, vaskekonerne og evt. andre besøgende skulle desinficeres, inden de
fik lov til at forlade øen. |
|
|
|
 |
Længere
fremme ad gaden ses de store hospitalsbygninger. |
| På
nordsiden af øen ligger Michiel bastionen. |
|
|
|
|
|
 |
Fortsætter
man videre rundt, kan man betragte de store fæstningsmure, nogle
vandreservoirer samt Skt. Georg kirken. |
|
|
|
|
|
|
|
Sidst
på rundturen ligger de spedalskes kirkegård på venstre hånd. |
|
