	Historie - Venezianertiden
	Overtagelsen af Kreta

	I forbindelse med det 4. korstog, der endte med erobringen af Konstantinopel, fik lederen af korsfarerne markis Boniface af Montferrat i foråret 1204 Kreta som belønning for sin hjælp med at fjerne kejser Alexios 3. Angelos og genindsætte den tidligere kejser Isak 2.

Men allerede i august samme år solgte han øen videre til Venezia, der dengang gik under navnet Republica Serenissima, Den Mest Strålende Republik, for en sum af 1.000 sølvmark (over 100 kilo sølv). Den væsentligste årsag til denne handel var, at han dels ville få visse vestlige landbesiddelser, som han var mere interesseret i, i kompensation, og dels ville opnå Venezias støtte i sin strid med den latinske kejser Baudouin af Flandern.
				Bonifaces indsættelse som anfører af korstoget

Inden venezianerne kunne nå at tage deres nye erhvervelse i besiddelse, blev de dog nødt til at bekæmpe grev Enrico Pescatore fra Genova og dennes mænd, der i mellemtiden havde bemægtiget sig store dele af øen under dække af at være handelsmænd, men som i løbet af meget kort tid havde opført ikke mindre end 14 fæstninger på Mellem- og Østkreta. Pescatore selv tog titlen "Comes Malte et dominus Creti" (Greve af Malta og herre over Kreta).
Hvordan forholdene var på Kreta i disse år, kan man kun gisne om, men der blev i hvert fald stadig udfærdiget dokumenter med henvisning til det byzantinske kejserrige, enten fordi kretenserne endnu ikke var klar over, at de havde fået en ny herre, eller fordi de følte sig solidariske med det nye eksilkejserrige, som man var i gang med at oprette i Nikæa efter Konstantinopels fald.
	Venezianerne sendte i efteråret 1206 en flåde på 31 galejer under ledelse af Raniero Dandolo og Ruggiero Premarino til øen, men den blev slået tilbage og måtte sejle hjem med uforrettet sag. Venezianerne organiserede dog hurtigt et nyt angreb (april 1207), og denne gang lykkedes det at indtage Chandax (Iraklio). Men først i 1209, da Venezia sendte yderligere forstærkninger, herunder også Giacomo (Iacopo) Tiepolo, den første hertug (duca) af Kreta, lykkedes det i 1211 at slå Pescatore, der blev nødt til at frasige sig sine selvbestaltede rettigheder og indgå en fredsaftale med venezianerne. Det er derfor egentlig mere korrekt at regne den venezianske periode fra 1211.

Tiepolos opgave var - ud over at befæste Venezias magt over øen - også at slå de allerede dengang spirende lokaloprør ned. Han indså dog hurtigt, at det kun kunne lade sig gøre, hvis der blev sendt yderligere tropper, så efter at den følgende hertug Pietro Ziani havde underskrevet et dekret, kendt som Concessio Crete, sendte Det Store Råd i Venezia både adelige og militærpersoner til øen for at kolonisere den, og man indførte et militærfeudalt system.

Det første hold kolonister ankom i 1212 og bestod af 132 adelsmænd (milites) og riddere (cavalieri) samt 48 menige (pedites). De fik tildelt store jordlodder på det østlige og centrale Kreta, der blev taget fra de lokale storbønder eller kirken, mod at stå til rådighed ved militære aktioner.
Der gennemførtes nye koloniseringer igen i 1222, 1233 og 1252. Samlet ankom der i løbet af de første 100 år ca. 10.000 tilflyttere, svarende til 1/6 af Venezias befolkning, hvilket med al tydelighed viser, hvor stor vægt man lagde herredømmet over den strategisk beliggende ø.