Folklore - Musik

 

Sækkepiben

 

Et af de musikinstrumenter, som man nu om dage kun sjældent møder på Kreta, er sækkepiben - askomantoura.

 

 
Sækkepiben, der hører til kategorien træblæsere, består af tre hoveddele: mundstykke, sæk og pibe. Piben, der er den mest komplicerede del, består af en træsokkel med to rørblade og melodipiben.

 
Til mundstykket eller blæserøret (fouskotari) bruges som oftest et udhulet ben, der er væsentligt stærkere end træ.

 
Sækken (askos) laves af skind fra et gedekid eller lam. Dyret skal helst have en vægt på omkring 7 kg, da det giver den bedste størrelse sæk. Hårene klippes ned til en længde af ½ cm, så man undgår, at skindet sprænger, og når man blæser, opfanger hårene fugtigheden og forhindrer således, at trædelene ødelægges. Derefter tilsnøres hullerne fra tre af benene, mens halsåbningen og det sidste benhul forbliver åbent til henholdsvis træsoklen og mundstykket, inden vrangsiden vendes udad.

 
Træsoklen, der er skåret af nerie eller ahorn, udhules for at give plads til de to rør (kalami). Eventuelle utætheder tætnes med bivoks.

 


Fingerhullerne i rørene bliver lavet med glødende træstykker for at få dem helt runde.

 

Rørene udgør tilsammen melodipiben (mantoura) og består hver især af to dele. Dels af de rør, der er fæstnet i soklen, og dels af to mindre rør. I de små rør snittes et fint blad, der skaber vibrationerne i luftstrømmen og dermed instrumentets lyd. De to små rør presses ind i soklens topstykke, og kan nemt udskiftes, når bladet bliver slidt.

 
I sensommeren 2005 besøgte jeg Omalos højsletten - ikke den kendte i Chania Amt, men den, der ligger i de sydlige Lassithi bjerge, nordøst for Viannos.

 
Her mødte jeg Barba-Nikolis, der en stor del af sommeren bor i sin mitato (hyrdehytte), selv om han for længst kunne være gået på pension. Vi sad i skyggen af den lille kirke og delte en afkølet agurk, mens vi snakkede om løst og fast, bl.a. fortalte han, at han selv lavede sækkepiber. Da jeg bad ham om at vise mig hvordan, tog vi hen til hans mitato, og efter et improviseret måltid gik Barba-Nikolis i gang.

Han forklarede, at det vigtigste er bladene, som skal snittes meget præcist, da det er dem, der skaber lyden.


Han viste han mig også pibens træsokkel, og mens hans smidige fingre skar videre, fortalte han levende om, hvordan han som ung plejede at bestige bjerget bag mitatoen for at hente sine får på den modsatte side. Han havde ofte siddet på bjerget og spillet eller brugt sækkepiben til at signalere til de andre hyrder. Jeg blev helt forpustet blot ved tanken om at skulle forcere det høje bjerg, og tilmed have luft nok til at blæse sækkepibe bagefter.

Da Barba-Nikolis' sæk var gået i stykker, og han endnu ikke havde haft tid til at lave en ny, satte han simpelthen piben for munden og spillede en klagende melodi. Jo, den gamle hyrde havde skam stadig luft i lungerne.


Stor var overraskelsen og gensynsglæden over næste år at se en præst spille på sækkepibe ved et mindre selskab - denne gang på den kendte Omalos højslette.
 

 
Lyt til et eksempel fra landsbyen Gergeri i 2010, hvor Alexandros Papadakis spiller ved Askomantoura-festivallen. Klik her.