Folklore - Gamle håndværk

Olivenolie - Mytologi og historie

Oldtiden, antikken og den tidlige kristendom

 

 

Ifølge den antikke mytologi kappedes Athene og Poseidon om, hvem der skulle være byen Athens skytsgud.

 

 

 

 Poseidon var havets gud og havde dermed stor betydning for den allerede dengang opfattende skibsfart. Han skulle som den første vise, hvad han kunne tilbyde byen. Med stor kraft slyngede han sin trefork i jorden ved det nuværende Erechteion tempel på Akropolis, og frem vældede en kilde. Desværre viste det sig at være saltvand og derfor udrikkeligt. Athene derimod lod et oliventræ spire op af jorden, og da byens borgere straks indså oliventræets fremtidige betydning, blev det Athene, der løb af med sejren.

 
I en anden udgave af myten gav Poseidon byen en hest, symbolet på herredømme over land og by. Athenienserne indså dog, at oliventræet og den rigdom, det bringer, var mere værdifuldt end et verdensherredømme baseret på krigshandlinger.
 

 
Også andre steder i Grækenland fandtes der hellige oliventræer, f.eks. i Olympia, fra hvilke man skar olivenkviste til sejrskransene ved de Olympiske Lege. Det var også tilfældet ved de Olympiske Lege i Athen i 2004, hvor kransene blev bundet af kviste fra Grækenlands ældste oliventræ, der står i Ano Vouves på Kreta. Selv om analyser viser, at træet er over 2000 år gammelt, bærer det stadig masser af oliven.

 

 
Vinderne ved de Atheniensiske Lege vandt olivenolie, og en inskription fra 380 f.Kr., fundet på Akropolis, fortæller, at vinderen i brydekamp fik 70 amforaer olie, mens vinderen i hestevæddeløb fik 140. Når man husker på, at en amfora indeholder ca. 40 kilo, bliver det til anseelige kvanta.
 

 
Myter eller ej, så har man i Grækenland dyrket oliven i adskillige tusinde år. Allerede i neolitisk tid kendte man til oliven, da arkæologer har fundet forstenede olivenblade i kalderaen på Santorini (50.000-60.000 f. Kr.). På Kreta har man desuden fundet verdens ældste oliekrukke (amfora) fra 3.500 f. Kr. og en olivenpresse fra 1.600 f.Kr., og fra det minoiske palads i Knossos kender man de store oliekrukker (pitharia).

Disse pitharia adskiller sig i øvrigt ikke synderligt fra nutidens, som især landbefolkningen stadig anvender til opbevaring af olie.


Desuden ved man, at minoerne havde en udbredt eksport af olie, især til landene i Nordafrika, bl.a. Ægypten.

 
I mykensk tid (1.600 f.Kr.) importeredes oliventræet til bystaterne Mykene og Pylos på Peloponnes, hvor det ligeledes fik stor betydning for den økonomiske udvikling, som det fremgår af indskriptioner skrevet i Linear B.

 
I antikken anvendte man også olie til at rense kroppen. Det var først langt senere, at man fandt ud af at fremstille sæbe af olivenolie og aske. I øvrigt er den olivensæbe, man kan købe i dag, lavet efter de samme grundopskrifter

 

Fra det 18. årh. til begyndelsen af det 20. foregik der en stor sæbeproduktion i Grækenland, især på øen Lesvos, der havde ikke mindre end 42 sæbefabrikker, mens Kreta havde 29, bl.a. var den nuværende domkirke i Chania sæbefabrik indtil 1858.

 

 
Også andre steder i Middelhavsområdet blev der dyrket oliven i forhistorisk tid. F.eks. omtales de flere steder i Det Gamle Testamente, hvor olien blev brugt til ofring, salving, sårbehandling og som brændstof til olielamper. Sidstnævnte anvendes stadig i de ortodokse kirker, hvor der næsten altid brænder en eller flere olielamper foran ikonvæggen (templo), eller i de små ikonostaser, man ser langs vejene.
 

 
Den kendteste passage er nok fortællingen om Noahs Ark, hvor der i Første Mosebog (8,10-11) står: "Derpå biede han yderligere syv dage og sendte så atter duen ud fra arken; ved aftenstid kom duen tilbage til ham, og se, den havde et frisk olieblad i næbbet. Da skønnede Noah, at vandet var forsvundet bort fra jorden."


Denne beretning har i øvrigt inspireret den græske vittighedstegner Giannis Kyriakopoulos, der går under pseudonymet KYR, til følgende skitse, hvor teksten fortæller, at fredsduen med olivenkvisten i næbbet ikke er set i Palæstina siden Noahs dage.
 

 
I byzantinsk tid, hvor kirke og stat nærmest var en og samme ting, er der mange henvisninger til oliven i håndskrifterne. F.eks. helbredte munkene syge mennesker, som lægerne havde opgivet, med olie, og man anså en kvinde med en olivenkrans på hovedet som symbol på Guds nåde.

 


Billedet stammer fra Chludovs salmebog fra det 9. årh. og adskiller sig fra andre manuskripter fra den tid ved at have billeder, da det var midt under ikonstriden (726-843). Manuskriptet, der oprindeligt blev skrevet i Konstantinopel, blev opbevaret på Agion Oros indtil 1847, hvorefter en munk bragte det til Moskva, hvor det nu findes på byens Historiske Museum.
 

 
Vi kender selvfølgelig også alle den gamle legende, der siger, at vores sjæle er repræsenteret ved en olielampe i dødsriget, og den dag, hvor al olien er opbrugt, og lampen brænder ud, dør vi.