Folklore - Helgener

 
 

Johannes Eremitten

 

  

Om Skt. Johannes Eremitten

Mirakler

Hulens placering

 

Sankt Johannes blev født og voksede op i Ægypten. Sammen med 35 andre, fromme mænd rejste han til Cypern for at leve i askese. Dér blev de kendt for deres evner til at helbrede sygdomme. Snart nåede beretningerne om Skt. Johannes og hans mænd til andre asketer på øen, og 39 af disse sluttede sig til gruppen.  Efter et stykke tid drog de sammen videre til Attaleia (Antalya) i det nuværende Tyrkiet, hvor yderligere 24 asketer sluttede sig til dem. 

 

 
Det nu 99 mand store asketsamfund bad Gud vise dem et sted, hvor de kunne leve afsondret fra mennesker, for overalt blev de mødt af folks tilbedelse og ære. Gud fortalte dem derfor, at de skulle rejse til Kreta , og på et uvist tidspunkt i begyndelsen af det 16. årh. sejlede de fra Tyrkiet mod Kreta. På grund af et voldsomt uvejr var det umuligt at lægge til ved Kretas sydkyst, så de vendte om for at søge havn på øen Gavdos. Da stormen havde lagt sig efter 24 dage, begav asketerne sig atter af sted. Men da de skulle om bord på skibet, havde Gud gjort Johannes usynlig, så de kom af sted uden ham. Vel ankommet til Kreta opdagede asketerne, at Johannes ikke var blandt dem. De forstod, at han stadig måtte være på Gavdos, så på stranden anråbte de ham om at komme. På øen hørte Johannes deres råb. Han bad en bøn, smed sin kjortel i vandet og sejlede - stående på kjortelen -  til Kreta i løbet af tre timer.

 
Meningen med denne højest unikke rejsemåde var at vise, at der findes virkemidler stærkere end våben og krigshandlinger. Kreta, hvortil munkene var ankommet, var nemlig præget af voldsomme, indre stridigheder. Ca. 300 år tidligere havde Venedig besat øen, og de nye magthavere forsøgte at ændre den tidligere byzantinske og altså ortodokse ø til en del af den venezianske og katolske stat bl.a. ved at forbyde højtstående gejstlige i klostrene og kirkerne at opholde sig på øen. Desuden var det kretensiske aristokrati blevet frataget mange af de privilegier, det havde nydt under Byzans' herredømme. 

 
Efter at de 99 munke var gået i land på Gialiskari stranden, lidt øst for Paleohora, vandrede de gennem Azoryres kløften til landsbyen Azogyres og slog sig ned i hulerne Zoures og Charakas.

 

Zoures hulen ligger i en højde af 535 m over havet skjult i den lodrette bjergside, og man kan komme ned i den ad fire jernstiger. Charakas hulerne ligger i blot 250 m højde, men de sidste ca. 20 meter op ad en interimistisk stige føles som en langt højere forhindring at bestige.

 

Charakas hulerne
Fra hulerne prædikede de den kristne lære for Kretas indbyggere, hvorfor de siden hen blev kaldt De Hellige Kirkefædre (Ágii Patéres). Trods hårdt og fysisk krævende arbejde førte de et meget spartansk liv og levede udelukkende af brød og grønsager.

 

På området lod Skt. Johannes Eremitten opføre en kirke til deres ære (Moní ton Agíon Patéron). Den blev dog ødelagt under oprøret mod tyrkerne i 1866, men er senere blevet genopbygget.

 
Johannes havde imidlertid ikke i sinde at blive i asketsamfundet. Han ønskede helt og holdent at vie sit liv til Gud Skaberen gennem bøn i ensomhed, så en dag fortalte ham sine medbrødre, at han agtede at drage ud til et sted fjernt fra menneskers færden. De andre blev kede af, at han ville forlade dem, men da det ikke kunne være anderledes, bad de Gud om at lade ham få et liv i fred. Johannes takkede asketerne og tog afsked med dem, hvorefter han begav sig nordpå på i sin søgen.

 
I 2015 udgav Antonis Plymakis bogen Στα βήματα του Οσίου Ιωάννη του Ερημίτη (I den hellige Ioannis Eremittens fodspor), hvor han bl.a. forsøger at beskrive Johannes vej fra sydkysten af Kreta til hans endemål på Akrotiri på nordkysten.

 

 
Azogyres er allerede omtalt under dette navn i et dokument fra 1182 samt igen i et andet fra det 14. årh. I 1577 omtaler Fr. Barozzi i sit værk "Descrizione dell' Isola di Creta", som han havde forfattet for den venezianske proveditore (guvernør) Giacomo Foscarini, området som Santipatere. Seks år senere omtales byen under navnet Azogyres (Asogirea et Santi Pateres) af Pierro Castrofilaca i dennes folketælling (1583), i øvrigt med 376 indbyggere. Området er kendetegnet ved mange huler, som munkene anvendte til boliger.
 

 
Disse dokumenter hjælper os til at datere Johannes' virke på Kreta til at have foregået i en periode mellem 14. årh. og 1577 – sikkert i midten af det 16. årh.
 

 
Da Johannes skiltes fra sine medmunke, fortsatte han nordpå mod Plemeniana og Floria. Herfra kan han være drejet mod vest til Louchi, Simandiriana og Keramoti. Omkring Kambos er han sandsynligvis gået ind i landet igen. Ved bebyggelsen Djordjiana ligger et lille kapel til Johannes Eremit, og lidt nord for dette findes et stednavn Stratigianna, der også godt kunne henføre til Eremitten. Det næste sandsynlige sted, hvor Johannes har opholdt sig, er ved Drapanias, hvor der i Ano Drapanias ligger en hule og en lille kirke til hans ære med malerier af hans liv og levned. Måske er han derefter forsat til Rodopou på halvøen af samme navn, hvor der lidt inden byen ligger en lille kirke til hans ære.  

 

 
Efter et stykke tid er han fortsat ind i landet til Spilia (3 km syd for Kolymbari), hvor han har opholdt sig i den store hule, der ligger lidt uden for byen på højen Marathokefala. Kirken, der ligger ved indgangen til hulen og er viet til ham, er omtalt i den venezianske registrering fra 1634-37. Efter at have opholdt sig her en periode drog han videre til sit endelige opholdssted på Akrotiri ved Chania, hvor han slog sig ned i en hule i den viltre Avlaki kløft. Det er dog umuligt at at sige noget om hvilken rute Johannes har fulgt på den sidste etape.

Hulen i Spilia

 
Gennem faste og bøn i det barske og golde landskab lykkedes det ham da også at opnå den eftertragtede forbindelse med Gud, som han hele tiden havde søgt. De mange års askese havde imidlertid gjort Johannes så afkræftet, at han ikke længere kunne stå oprejst. En dag (6. oktober), da han kravlede ud for at plukke de vilde urter, han levede af, eller måske hente vand ved kilden ved bakken Strongilo Kefali (midtvejs mellem Agios Antonios klostret og Stavros), var der en jæger, der forvekslede ham med et vildt dyr. Jægeren affyrede sin bue og sårede ham dødeligt. Johannes slæbte sig tilbage til sin hule, men jægeren fulgte blodsporene i håb om at fange sit "bytte". Uden tøven kravlede han ind i hulen, hvor han til sin store overraskelse og forskrækkelse så Johannes ligge med korslagte arme, mens han drog sit sidste åndedrag og overlod sin sjæl til den Gud, han i så mange år havde tjent. Jægeren faldt på knæ og bad om tilgivelse, fordi han havde dræbt helgenen, mens hulen genlød af englesang og fyldtes af velduft. Herefter skyndte han sig til Chania, hvor han fortalte om helgenen og sit uheld. På den måde blev Johannes kendt over store dele af Kreta, og en masse mennesker begav sig ud til hulen for at tilbede den afdøde eremit, der helbredte mange syge.

 
Langt derfra i hulerne ved Azogyres skete der det forunderlige, at Johannes' medasketer, der havde svoret at ville dø samme dag som Johannes, faktisk døde den dag. Den lokale overlevering fortæller endog, at de døde i den stilling, de tilfældigvis indtog på Johannes' dødstidspunkt - alle 89 år gamle.

 
Mindet om Johannes og De Hellige Kirkefædre bliver - efter afgørelse af patriarken over Konstantinopel, Kyrillos Loukaris, i 1632 - fejret 7. oktober. Grunden til den ene dags forskydelse er, at det ellers ville falde sammen med den religiøse festdag for apostlen Thomas.