Folklore - Helgener

 
 

Johannes Eremitten

 

 

Om Skt. Johannes Eremitten

Mirakler

Hulens placering

 

Sankt Johannes blev født og voksede op i Ægypten. Sammen med 35 andre, fromme mænd rejste han til Cypern for at leve i askese. Dér blev de kendt for deres evner til at helbrede sygdomme. Snart nåede beretningerne om Skt. Johannes og hans mænd til andre asketer på øen, og 39 af disse sluttede sig til gruppen.  Efter et stykke tid drog de sammen videre til Attaleia (Antalya) i det nuværende Tyrkiet, hvor yderligere 24 asketer sluttede sig til dem. 

 

 

Det nu 99 mand store asketsamfund bad Gud vise dem et sted, hvor de kunne leve afsondret fra mennesker, for overalt blev de mødt af folks tilbedelse og ære. Gud fortalte dem derfor, at de skulle rejse til Kreta , og i år 1300 sejlede de fra Tyrkiet mod Kreta. På grund af et voldsomt uvejr var det umuligt at lægge til ved Kretas sydkyst, så de vendte om for at søge havn på øen Gavdos. Da stormen havde lagt sig efter 24 dage, begav asketerne sig atter af sted. Men da de skulle om bord på skibet, havde Gud gjort Johannes usynlig, så de kom af sted uden ham. Vel ankommet til Kreta opdagede asketerne, at Johannes ikke var blandt dem. De forstod, at han stadig måtte være på Gavdos, så på stranden anråbte de ham om at komme. På øen hørte Johannes deres råb. Han bad en bøn, smed sin kjortel i vandet og sejlede - stående på kjortelen -  til Kreta i løbet af tre timer.

 

Meningen med denne højest unikke rejsemåde var at vise, at der findes virkemidler stærkere end våben og krigshandlinger. Kreta, hvortil munkene var ankommet, var nemlig præget af voldsomme, indre stridigheder. Ca. 100 år tidligere havde Venedig besat øen, og de nye magthavere forsøgte at ændre den tidligere byzantinske og altså ortodokse ø til en del af den venezianske og katolske stat bl.a. ved at forbyde de højtstående gejstlige i klostrene og kirkerne at opholde sig på øen. Desuden blev det kretensiske aristokrati frataget mange af de privilegier, det havde nydt under Byzans' herredømme. Pga. af disse forbud havde kretenserne gjort oprør flere gange gennem hele det foregående århundrede, uden at det havde medført nogle ændringer. Men i 1282 startede Alexios Kallergis sit 17 år lange oprør, der sluttede med en fredsaftale, Pax Alexii Callergi, i året inden Johannes' ankomst til Kreta. Fredsaftalen gav de lokale indbyggere visse økonomiske og religiøse indrømmelser.

 

På Kreta begav asketerne sig nu op i landet, og ved landsbyen Azogyres lidt nord for Palaiochora slog de sig ned i hulerne Zoures og Charakas.

 

Zoures hulen ligger i en højde af 535 m over havet skjult i den lodrette bjergside, og man kan komme ned i den ad fire jernstiger. Charakas hulerne ligger i blot 250 m højde, men de sidste ca. 20 meter op ad en interimistisk stige føles som en langt højere forhindring at bestige.

 

Charakas hulerne

Fra hulerne prædikede de den kristne lære for Kretas indbyggere, hvorfor de siden hen blev kaldt De Hellige Kirkefædre (Ágii Patéres). Trods hårdt og fysisk krævende arbejde førte de et meget spartansk liv og levede udelukkende af brød og grønsager.

 

På dette sted byggede Skt. Johannes Eremitten eller den Fremmede (under hvilket navn man også hører ham omtalt, selvom der faktisk findes en anden helgen ved dette navn, der havde sit virke umiddelbart efter, at Nikiforos Fokas havde tilbageerobret øen fra araberne i år 961), en kirke til deres ære (Moní ton Agíon Patéron). Den blev dog ødelagt under oprøret mod tyrkerne i 1866, men er senere blevet genopbygget.

 

Johannes havde imidlertid ikke i sinde at blive i asketsamfundet. Han ønskede helt og holdent at vie sit liv til Gud Skaberen gennem bøn i ensomhed, så en dag fortalte ham sine medbrødre, at han agtede at drage ud til et sted fjernt fra menneskers færden. De andre blev kede af, at han ville forlade dem, men da det ikke kunne være anderledes, bad de Gud om at lade ham få et liv i fred. Johannes takkede asketerne og tog afsked med dem, hvorefter han begav sig nordpå på i sin søgen. Han fandt en hule i den nuværende landsby Spilia, 3 km. syd for Kolymbari, og opholdt sig der et stykke tid, inden han drog han videre til sit endelige opholdssted på Akrotiri ved Chania, hvor han slog sig ned i en hule i den viltre Avlaki kløft. Gennem faste og bøn i det barske og golde landskab lykkedes det ham da også at opnå den eftertragtede forbindelse med Gud, som han hele tiden havde søgt.

 

Hulen i Spilia

 

De mange års askese havde gjort Johannes så afkræftet, at han ikke længere kunne stå oprejst. En dag (6. oktober), da han kravlede ud for at plukke de vilde urter, han levede af, var der en jæger, der forvekslede ham med et vildt dyr. Jægeren affyrede sin bue og sårede ham dødeligt. Johannes slæbte sig tilbage til sin hule, men jægeren fulgte blodsporene i håb om at fange sit "bytte". Uden tøven kravlede han ind i hulen, hvor han til sin store overraskelse og forskrækkelse så Johannes ligge med korslagte arme, mens han drog sit sidste åndedrag og overlod sin sjæl til den Gud, han i så mange år havde tjent. Jægeren faldt på knæ og bad om tilgivelse, fordi han havde dræbt helgenen, mens hulen genlød af englesang og fyldtes af velduft. Herefter skyndte han sig til Chania, hvor han fortalte om helgenen og sit uheld. På den måde blev Johannes kendt over store dele af Kreta, og en masse mennesker begav sig ud til hulen for at tilbede den afdøde eremit, der helbredte alle de syge.

 

Langt derfra i hulerne ved Azogyres skete der det forunderlige, at Johannes' medasketer, der havde svoret at ville dø samme dag som Johannes, faktisk døde den dag. Den lokale overlevering fortæller endog, at de døde i den stilling, de tilfældigvis indtog på Johannes' dødstidspunkt - alle 89 år gamle.

 

Mindet om Johannes og De Hellige Kirkefædre bliver - efter afgørelse af patriarken over Konstantinopel, Kyrillos Loukaris, i 1632 - fejret 7. oktober. Grunden til den ene dags forsinkelse er, at det ellers ville falde sammen med den religiøse festdag for apostlen Thomas.